Referencer

Udtalelse fra Peter Bang, Velux Gruppen

Tak for et absolut perfekt arrangeret to-dags møde med ledergruppen i VELUX Group Finance.

At holde strategimøde i et “fyrtårn” med 270 graders udsigt, ud over Øresund var helt optimalt.

Ingen andre kursister kunne forstyrre os.

Den meget personlige service var perfekt og det var dejligt at få det hele serveret i forhold til et sterilt kursuscenter, hvor man skal stå i kø i til både det ene og det andet. Her kunne vi fortsætte arbejdet hen over frokosten frem til dagens “opfrisker”. Det var godt tænkt, at vi skulle hentes direkte for foden af klippen ved fyrtårnet. Prøvedykket var perfekt og de svenske guider virkede meget professionelle. Selvfølgelig vakte det begejstring at få serveret hjemmelavet kage og varm kakao i båden ovenpå det kolde gys.

Aftenens middag i det fri og efterfølgende bålhygge var prikken over i´et.

Alt i alt en meget succesfuld tur - både hvad angår det sociale og ikke mindst muligheden for at kunne arbejde fagligt igennem hele dagen og aftenen.

Jeg anbefaler hermed konceptet.

Peter Bang, CFO, VELUX Gruppen.

Majken Alexander, Køkkenchef, Diakonissestiftelsen

Vi havde en fantastisk tur. En flok på 10 piger som meget hurtigt lærte hinanden at kende. Temaet var yoga, velvære, forkælelse og en omgang massage efter eget valg. Det var en skøn weekend hvor vi ikke skulle tænke på andet end at hygge os. Ingen stress, telefoner eller forpligtelser. Hele turen foregik på en meget lille ø i den svenske skærgård, Nidingen. Tina er fantastisk til at skabe den helt rigtige hyggelige stemning, kombineret med aktiviteter og super lækker mad.

Et kæmpe træbadekar med opvarmet havvand på stranden, under stjernernes lys og med et glas køligt hvidvin kan f.eks. godt blive vanedannende. Jeg glæder mig allerede til at komme afsted igen på min 3. tur.

Paul Erik Weidemann, Adm. direktør , OK-fonden

Vi har i OK-Fonden fået flere nye kolleger gennem den sidste tid. Vi havde brug for en fælles oplevelse, hvor vi kunne lære hinanden at kende. Vi bad Jer om at sammensætte en tur, hvor vi var aktive, var sammen, fik en på opleveren, og fik tid til at tale sammen på kryds og på tværs. Nye relationer skulle dannes. 

I har med jeres sans for kvalitet og præcision evnet at give os denne oplevelse. Til UG med kryds og slange. 3 aktive dage med gåture, rapelling, klatring, svensk storbadekar i måneskin og drengestreger på sovesalen om aftenen. Vi nød, alle 12 deltagere, de velplacerede indslag I havde forberedt, med rigtig god mad. Tak til Bente for alle anstrengelserne i køkkenet. En flaske champagne og en laksebid gør stort indtryk, når den bliver serveret på Varbergfæstningen i solnedgang med udsigt til de små både i lystbådehavnen. 

En fantastisk afslutning på turen, hvor vi hver især kunne tage på en lille ”indre og mental” rejse, i Varberg´s Asia Spa. Jeg har aldrig før vasket mig så mange gange på en time. Fantastisk oplevelse.

Vi medgiver jer den bedste anbefaling, og skulle vi få brug for et arrangement i fremtiden har vi tillid til, at i også næste gang kan læse ”ønskesedlen” og gentage succesen. God vind.

Marianne Aaen skriver

Hvis I vil opleve noget nyt og anderledes og har lysten til at komme af sted, så tag med på en af Tinas vidunderlige ture til den svenske smukke, storslåede og til tider også barske natur.

Med fokus på både krop og sjæl – på det ydre og det indre –oplevede jeg i løbet af en week-end, både en udfordring og forbedring af min fysiske formåen, en herlig pirren af mine sanser og en masse forkælelse. Alt dette sammen med nye, spændende mennesker i en hyggelig og afslappet atmosfære – og med tid til refleksion i fredelige og rolige omgivelser, ofte dybt inde i den svenske skov.

Denne kombination af fysisk aktivitet, dejlige natur- og kulturoplevelser, møde med nye og spændende mennesker, stilhed, forkælelse med skønne zoneterapi-/massagebehandlinger, aftenbad i udendørs træbadekar - hvor kontrasten mellem den kølige aftenluft og karrets 38 graders varmt vand kombineret med udsigten til en skøn stjernehimmel er en unik oplevelse – alt dette er mere end anbefalelsesværdigt og skal bare prøves. Du bliver afhængig af det!

Tina er et meget varmt og givende menneske og en yderst professionel tur-guide. Jeg har efterfølgende deltaget på flere af hendes ture, og det er en alle tiders idé til en venindetur, en firmatur på en lidt mere utraditionel måde, eller hvis du bare har lyst til at udfordre og forkæle dig selv.

Turene giver fornyet glæde og frisk mod til at tage hjem til hverdagen! 

Annette Jensen, Afd.leder, Robert Bosch A/S

Vi er en gruppe på 10 personer i et skandinavisk bogholderi. 9 kvinder samt en enkelt mand, som ca. en gang om året river en arbejdsdag ud af kalenderen og er sociale sammen fra torsdag aften til lørdag eftermiddag. Da vores aldersgennemsnit er lidt højt, har vi ingen ønsker om at blive udsat for ekstreme udskejelser i vores teambuilding, men mere at være sammen og udføre nogle opgaver som relaterer sig til samarbejde og respekt for sine med mennesker. Her faldt vi for ” Indre og Ydre Oplevelser” som kunne indfri vores ønsker, om at komme ud i naturen, være væk ”hjemmefra”, forkæle os med super service og særdeles god hjemmelavet økologisk mad og vine og ikke mindst frit valg af massage og zoneterapi. Dette var super dejligt efter en lang dag udendørs. Vi havde nogle dejlige dage i den svenske skov, samt vandrehjemmet og ikke mindst spa bad i det fri med udsigt til sø og fugleliv.

Vi siger tak for nogle dejlige dage, som vi tit tænker tilbage på.

 

Tina Klausen | CVR: 20105291 | Godthåbsvej 27, st., 2000 Frederiksberg - Danmark | Tlf.: 0045 20727401